Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232

Regler & krav til vinterudstyr

Hvad enten skiferien går nordpå eller sydpå, er der regler for brug af vinterudstyr. Reglerne bør følges, da vinterudstyr er et krav og det kan være meget uforsvarligt at køre uden. Husk på, at vej- og vejrforhold er anderledes end vi kender det i Danmark.

SVERIGE   

  • Vinterdæk er obligatorisk for alle biler fra perioden 01.12 – 31.03 eller når der er sne og is på vejen. Dækkene skal være M+S mærkede og have minimum 3 mm mønsterdybde. 
  • Pigdæk er tilladt i perioden 01.10 – 15.04. 
  • Snekæder er ikke påbudt, men kan benyttes under forudsætning af, at de ikke ødelægger vejene.

NORGE

  • Det er førerens ansvar, at køretøjet har tilstrækkeligt vejgreb. I praksis betyder det, at der skal køres med vinterdæk om vinteren med minimum 3 mm mønsterdybde. 
  • Det er tilladt at køre med pigdæk fra november til og med påske. I Nordland, Troms og Finnmark er det dog tilladt fra midten af oktober. Husk, at pigdæk skal monteres på alle fire hjul. Bemærk, at der i Oslo og Bergen skal betales et gebyr for at køre med pigdæk. Læs mere på www.piggav.no (Oslo) og bergen.kommune.no (Bergen)
  • Uanset vejrforhold kræves der snekæder medbragt i biler med en totalvægt på 3500 kg eller derover. Medbring dog altid snekæder uanset bilens størrelse, da de er nyttige i situationer, hvor vinterdæk ikke er nok.

ØSTRIG

  • Det er førerens ansvar, at bilen er udstyret med det nødvendige vinterudstyr (også ved billeje).  I perioden d. 01.11 til 15.04 skal der være vinterdæk på bilen, når der er vinterføre (vejene er dækket af sne, slud og/eller is). Det er et krav, at dækkene er M+S mærkede og har minimum 4 mm mønsterdybde. Er der snekæder på de trækkende hjul, kan kørsel med sommerdæk accepteres ved kørsel af relativ lav hastighed.  
  • På køretøjer op til 3.500 kg er pigdæk tilladt i perioden fra 01.10 – 31.05. Pigdækkene skal være monteret på alle fire hjul og der sættes krav til max hastigheden (motorvej 100 km/t og landevej 80 km/t). Pigdæksmærkat skal placeres i bagruden og denne kan blandt andet købes på tankstationer og hos ÖAMTC.  
  • Snekæder er tilladt, men vær opmærksom på, at den anbefalede maksimumhastighed er 50 km/t. Snekæder skal have typegodkendelsen V5117 for mindre køretøjer og V5119 for større køretøjer. Anvendes kun når vejene er dækket af sne eller is. 
  • Specielt for tunge køretøjer over 3500 kg I perioden fra d. 15.11 – 15.03 skal alle køretøjer over 3500 kg køre med vinterdæk på mindst en af køreakslerne samt medbringe snekæder. Dækkene skal være M+S mærkede, mønsterdybde på radialdæk skal være mindst 5 mm og diagonaldæk skal være mindst 6 mm dybe.

TYSKLAND

  • Dækkene skal være tilpasset vejrforholdene og vinterdæk er derfor obligatoriske, når der er sne, frost eller is på vejene. Dæk skal være mærket med M+S og et snefnugssymbol. 
  • Pigdæk er ikke tilladt. 
  • Snekæder er tilladte, dog med en fartbegrænsning på 50 km/t. Hvis snekæder er påkrævet, vil der være skiltning.