Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232

Find det rigtige udstyr til skiferien

Hvad enten I skal købe nye ski eller leje skiene på destinationen, er det lidt af en videnskab at leje/købe ski, som matcher jeres ønsker og niveau. Udbuddet af ski er stort, og jeres niveau har stor indflydelse på, hvilken ski I skal vælge. Herudover skal I overveje, hvilken type ski I ønsker, f.eks. allround mountain, racing, pisteski, offpiste eller andre. 

Til jeres trøst har de fleste butikker og alle Alltime Travels samarbejdspartnere (skiudlejningen) på destinationerne veluddannet personale, som kan give jer gode råd. Her på siden har vi samlet et lille overblik over udstyret til skiferien.

Valg af ski til skiferien

Hvilken type ski skal jeg vælge til skiferien?

De klassiske alpinski findes ikke mere i dag. Alle nye ski er carvingski i højere eller mindre grad, dvs. hvor taljeret skien er. Carving (skærende sving) og carvingski er ikke nogen ny opfindelse - faktisk har man længe vidst, at en taljeret ski (ski med timeglasform) drejer nemmere af sig blot ved at kante og belaste skien. En carvingski er en bred bagski og en bred forski (skovl). For at opnå den ønskede effekt kræves en høj torsionsstivhed, for at kunne kante, og en vis bøjelighed for at kunne dreje. Først for år tilbage er det med nye materialer og teknik blevet muligt at opnå torsionsstivhed og bøjelighed samtidigt. Er man typen, som udelukkende laver kortsving på pisten er valg af skitype ikke den store videnskab. 

Ønsker man noget af tiden at køre uden for pisten (dybsne/offpiste) eller i funparken for den sags skyld, bliver valget straks meget sværere. En ski med mellemlang svingradius er nok bedst egnet til pisteræs med både korte og lange sving. Ønsker man også at køre offpiste, kan det være fornuftigt med en allmountainski. En ski med en taljering på 70-75 mm er velegnet, hvis man tilbringer halvdelen af tiden på pisten og halvdelen offpiste. Bliver taljeringen mindre er ski bedre egnet til ren pistekørsel og bredere end 70-75 mm er den mere egnet til offpisten.  

Skiens længde - hvor lange skal de være?

Med carvingskienes indtog er ski generelt blevet kortere uden, at skiløbere vil opleve dårligere kantgreb. Som en tommelfingerregel kan man vælge ski ud fra ens højde, men det afhænger igen af, hvilken type ski man ønsker. F.eks en race carver med en radius på 18-30 m bør være 10-15 cm højere end personen. En fun carver på den anden side med radius på 10-14 m bør være 10-20 cm kortere. 

Spørg i butikken, hvis I ønsker at købe. Lejer I skiene, har I nogle gange mulighed for at prøve flere forskellige ski mod et mindre beløb.  

Skiene
Race carver: radius ca. 18-30 m. Længde +10/+15 cm. Større sving, høj fart, piste.
All round carver: radius ca. 15-22 m. Længde +/- 5 cm. Alle sving, god fart, alt terræn.
Fun carver: radius ca. 10-14 m. Længde -10/-20 cm. Små sving, medium fart, piste.
Easy carver: radius ca. 20-30 Længde +0/-5 cm. Alle sving, roligt tempo, piste (alt terræn).
All mountain: radius ca. 20-30 Længde +0/+10. Alle sving, god fart, specielt off piste.
Snow Blades: radius under 10. Længde ca. 1 m.-1.1 m. Alle sjove og skøre sving, medium fart, piste (alt terræn).

Bestilling af udstyr - sådan gør du!

Priser for skileje er oplyst under de enkelte destinationssider. På de fleste destinationer kan skileje bestilles hjemmefra - derved får du en pakkerejse og kan faktisk nogle gange få det leveret i hytten, så du har klar til at tage skiene på med dem samme. Bestilling af skileje (+ liftkort) foregår efter du har bestilt din skiferie via "kundelogin".

Bestil din skiferie her

Alltime Travel tilbyder Danmarks største udvalg af hytte, lejligheder og hoteller på alle de bedste destinationer i Norge, Sverige og Østrig. Du har desuden mulighed for at bestille skiferie med færge til Norge og Sverige, samt tog til Åre og Vemdalen.

Skistave

Stavene hjælper jer til at holde balancen, og korrekt stavisætning foran kroppen ca. 20-25 cm bag skispidsen hjælper jer rundt i svinget, dvs. staven bliver et slags omdrejningspunkt. Stavene skal være præcist så lange, at jeres underarme står vandret, når I er iført støvler og ski.

Skistøvler

Generelt om skistøvler

Støvlen har en vigtig funktion i at overføre jeres bevægelser til skien gennem skiens bindinger. Professionelle skiløbere kører derfor med meget stive støvler, som gør, at skiløberens sideværtsbevægelser meget hurtigt overføres til skien og reagerer i overensstemmelse hermed. 

En skistøvle skal kunne flexe fremad, som tillader bevægelse i anklerne. Støvlens stivhed frem og tilbage (flex-index) varierer også, og det samme gør sig gældende: En meget stiv støvle er bedst egnet til øvede skiløbere. 

Disse to ting kombineret, dvs. benenes sideværts bevægelse, som kanter skiene og benenes op/ned bevægelse (fra hoften og ned til anklerne), gør, at skiene drejer. Det er derfor vigtigt, at støvlen sidder tæt til foden uden, at I oplever, at støvlen klemmer/presser mere nogen steder end andre.

Skistøvler skal passe!

Når støvlen er spændt fast på foden, og I samtidigt bøjer lidt i knæene, skal I have fornemmelsen af, at tæerne ikke støder mod støvlen, og at tæerne frit kan bevæges. Hælen må kun i begrænset omfang kunne bevæges op/ned.  

Støvler produceres i et utal af farver, former og typer. Næsten alle nyere støvler er 4-spænde støvler; 2 spænder over vristen og 2 spænder, som regulerer pasformen hen over skinneben/underben. Som ikke-professionel er det vigtigste at tænke komfort og pasform. 

Lejer I støvlerne på destinationen, har I mange gange mulighed for at bytte støvlerne i skiudlejningen, hvis støvlerne ikke passer. Forskellige støvlemærker har forskellige pasformer. Køber I støvler, ski eller andet i en butik med veluddannede ekspedienter, bør de være opmærksomme på disse kendetegn, og derfor være i stand til at råde jer.

Forskellige mærker

Lange støvler er efter vores erfaringer bedst egnet til folk med en smal fod og lav vrist. Salomon på den anden side er bedre egnede til folk med en høj vrist - prøv jer frem i butikken eller spørg ekspedienterne til råds. Nogle skiløbere oplever følelsen af aldrig helt at finde en støvle med den rigtige pasform. 

Småskader såsom vabler kan ofte minimeres ved altid at have en pakke Compeed-plastre med i kufferten. Går det hen og bliver direkte smertefuldt at stå på ski, kan en dyr, men nødvendig udvej blive, at man får lavet en inderstøvle, som støbes præcis efter fodens form - såkaldte "skummede støvler".

Beklædning på skiferien

Forkert udstyr er den meget almindelige årsag til, at særligt børn ikke synes, det er sjovt at stå på ski eller hurtigt mister lysten. Som grundregel for den rigtige påklædning, både for børn og voksne, er 3-lags princippet.

1. Inderste lag
Det inderste lag bør være svedtransporterende undertøj. Dette lag (kunststof) holder kroppen tør ved at transportere sveden væk fra kroppen.

2. Mellemste lag
Det mellemste lag består af et bomuldstøj (skipulli) kombineret med lange underbukser og fleecejakke/vest i koldt vejr. Skipullien bør altid beholdes på, da denne opfanger sveden fra svedundertøjet.

3. Yderste lag
Det yderste lag (skallen) består af en vind- og vandtæt skijakke og skibukser, som udelukkende har til opgave at holde vind og vand ude.

Skistrømper
Skistrømper fås i mange forskellige varianter og prisgrupper og med forskellige tekniske funktioner, f.eks. luftkanaler, thermoregulerende, svedtransporterende og antibakteriel behandlet. Vigtigst er det dog, at sokkerne er lange således, at de når op over støvlekanten uden store sømme og med store broderier, hvilket kan medføre mærker på skinnebenet.

Svedundertøj
Svedundertøjet placeres bedst uden på sokkerne og hives derefter lidt op indtil de sidder helt glat til underbenet. Sættes svedundertøjet inden i skisokkerne, kommer de nemt til at krølle, hvilket kan være stærkt ubehageligt og give mærker på skinnebenet. 

Husk på, at man ikke altid behøver at købe de dyre mærker for at få skitøj, som er varmt og funktionelt. 

Information om skiudstyr

Hos Alltime Travel ved vi, hvad vi taler om

Kontakt os hos Alltime Travel, hvis I har brug for yderligere hjælp og vejledning til jeres skiudstyr, for vi står selv på ski, og ved, hvad vi taler om. Så kan I trygt tage på skiferie med alt udstyret i orden - også hvis det er første gang på ski.